Gå til hovedindhold

Spiralsag: Torturkomité lægger pres på

Alle sager om piger og kvinder, der ufrivilligt har fået opsat spiral, bør undersøges - også dem efter 1991, lyder det fra FN-komité.

FN´s Torturkomité eksaminerede 8.-9. november Kongeriget Danmarks indsats mod tortur og anden nedværdigende behandling.

Torturkomitéen peger i sin rapport på en række centrale områder, herunder den såkaldte spiralsag, hvor der bør sættes ind for at efterleve Torturkonventionen. Det oplyser Rådet for Menneskerettigheder i en pressemeddelelse.

Komitéen udtrykker bekymring over, at der endnu ikke er udsigt til, at sager efter 1991, altså efter Grønlands overtagelse af sundhedsområdet i 1992, vil blive undersøgt.

Undersøgelse bør udvides

Forperson for Rådet for Menneskerettigheder (IPS), Qivioq Løvstrøm, er glad for FN´s gennemgang af Kongeriget Danmarks, og herunder Grønlands, indsatser for at efterleve Torturkonventionen.

Sammen med ICC og Børnetalsmandsinstitutionen MIO har IPS opfordret til, at den igangværende uvildige undersøgelse af spiralskandalen udvides til at inkludere tiden efter Grønlands overtagelse af sundhedsområdet.

- Når en stat eller myndighed udfører handlinger, der kan indebære krænkelser af menneskerettighederne, skal alle sager undersøges til bunds – og er der mistanke om opsatte spiraler uden samtykke i tiden efter, at Grønland overtog sundhedsområdet i 1992, skal disse sager naturligvis også undersøges.

Grov krænkelse af piger og kvinders ret

- Opsætning af spiral uden samtykke udgør en grov krænkelse af pigers og kvinders ret til selvbestemmelse, uanset hvornår handlingen er udført, lyder det fra Qivioq Løvstrøm, der fortsætter:

- Vi håber og forventer, at Grønland tager FN´s Torturkomités kritik til sig og iværksætter komitéens anbefalinger så hurtigt som muligt.

LÆS OGSÅ: Danske og grønlandske politikere kræver større undersøgelse af spiralsagen

I september afviste daværende naalakkersuisoq for sundhed, Mimi Karlsen (IA), i et skriftligt svar til det danske medie Information at lade udredningen gå helt frem til i dag.

Hun oplyste, at hun afventede landslægeembedets redegørelse om de nyere sager, før hun ville vurdere, hvorvidt der er tale om enkeltsager, eller om et generelt problem i det grønlandske sundhedsvæsen, som kræver en større undersøgelse.

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies i bunden af sitet for at kunne se og deltage i debatten.
  • Vigtigt! Nye regler: Man skal slå Valgfrie cookies til under https://www.facebook.com/settings/cookie for at kunne se og deltage i debatten.
  • Kommentarfeltet kan blive også blokeret i din browser. Du kan læse vores vejledning til aktivering af Facebook kommentar-spor i din browser her.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

MEST LÆSTE

SENESTE NYHEDER