Gå til hovedindhold

Udskældt republikaner risikerer at blive smidt ud af Kongressen

Beviser mod George Santos er nok til at kræve ham fjernet fra posten i Repræsentanternes Hus, siger formand.

Det republikanske kongresmedlem George Santos risikerer at blive smidt ud af USA's Kongres efter en kritisk rapport.

Det siger formanden for det etiske udvalg i Repræsentanternes Hus, Michael Guest, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Rapporten fra det etiske udvalg peger på mistænkelig finansiel aktivitet fra den 35-årige Santos.

- De beviser, der er lagt frem, er mere end rigeligt til at udløse en straf, og den mest passende straf er ekskludering, siger Michael Guest i en pressemeddelelse.

Benægter anklager

George Santos har tidligere nægtet sig skyldig i anklager om, at han blandt andet skulle have misbrugt kampagnemidler til at betale for personligt forbrug.

Det omfatter blandt andet tusindvis af dollar på botox-behandlinger, indkøb fra luksusmærket Hermes og "mindre køb" på sitet OnlyFans, der er kendt for pornografisk indhold.

Han skal ifølge rapporten også have brugt donorers kreditkort uden tilladelse.

Da rapporten blev fremlagt torsdag, sagde Santos, at han ikke vil trække sig fra sin plads i Repræsentanternes Hus. Men han vil undlade at genopstille i 2024.

Flere af George Santos' republikanske partifæller kræver ham ekskluderet.

Tilsvarende afstemning afholdt

Der kan komme en afstemning inden udgangen af november, når kongresmedlemmerne er tilbage fra to ugers ferie i anledning af højtiden Thanksgiving.

Det vil i givet fald ikke være første gang, at Repræsentanternes Hus stemmer om Santos.

Tidligere i november var der en tilsvarende afstemning. Her stemte 182 republikanere imod at afsætte ham.

Republikanerne har et smalt flertal på 221 pladser i Repræsentanternes Hus mod Demokraternes 213 pladser, og de ønsker ikke at indsnævre det spinkle flertal yderligere ved at ekskludere en partifælle.

- Uegnet til at gøre tjeneste

Men det er uklart, om han kan samle en tilsvarende opbakning endnu en gang. Flere af de 182 republikanere, der tidligere på måneden stemte imod at ekskludere ham, har ændret mening.

- George Santos er uegnet til at gøre tjeneste og bør fjernes fra embedet, skriver republikaneren Stephanie Bice på det sociale medie X.

Santos har været centrum for adskillige skandaler, siden han blev valgt ind i Repræsentanternes Hus i 2022.

Han har løjet om store dele af sin fortid, og han er blevet sigtet for svindel.

- George har svigtet vælgernes tillid, og de fortjener ærlighed og transparens fra deres folkevalgte, skriver Stephanie Bice videre.

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies i bunden af sitet for at kunne se og deltage i debatten.
  • Vigtigt! Nye regler: Man skal slå Valgfrie cookies til under https://www.facebook.com/settings/cookie for at kunne se og deltage i debatten.
  • Kommentarfeltet kan blive også blokeret i din browser. Du kan læse vores vejledning til aktivering af Facebook kommentar-spor i din browser her.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER